Hvad er de 3 almindelige fremstillingsprocesser af fæster?

Fæsteelementer er væsentlige komponenter, der anvendes i forskellige industrier, med en daglig forbrug, der når hundrede milliarder. I en enkelt bil bruges typisk over 2.000 fæstninger. Denne artikel vil undersøge de forskellige bearbejdningsmetoder for disse fæstninger og de materialer, der forbinder sig med hver metode.

I. Kold headings

Kold heading er den primære bearbejdningsteknik, der bruges i vores fabrik til fremstilling af fæstninger.

Denne metode anvender kolde-formningsmaskiner til at skabe boldtråde, skruer, mutter, riveter og pinde. Produktionseffektiviteten ved kolde formning er markant høj, med en gennemsnitsproduktion på 120 stykker pr. minut, hvor avanceret udstyr kan overstige 300 stykker pr. minut. Derfor produceres mere end 95% af de boldtråde, der er tilgængelige på markedet, ved hjælp af denne teknik. Processen indebærer plastisk deformation af materialet ved rumtemperatur, hvoraf runde tråde omdannes til kolde-formningshalvfabrikater. Disse halvfabrikater går derefter igennem trådning, varmebehandling, overfladebehandling og andre slutprocesser for at producere det færdige produkt. Da behandlingen foregår ved rumtemperatur, vælges materialer med god plasticitet.

Fordele:

1. Høj produktionseffektivitet, ideel til storstilsproduktion.

2. Udmærket materialeudnyttelse, da den normalt genererer minimal affald.

3. Produkter viser stærk metalstrømning integritet, mekaniske egenskaber og modstandsdygtighed mod træthed, da de ikke kræver yderligere bearbejdning.

Ulemper:

1. Komplekse komponenter kræver flerstationsoptagne kolde formeringsmaskiner, som kan være dyre.

2. Omkostningerne for formværktøjer er relativt høj i forhold til andre metoder.

3. Det er ikke egnet til behandling af store eller lange dele.

II. Varmeformning

Denne teknik bruges hovedsageligt til behandling af boldtråde og pinde gennem pressestempel og hydrauliske presser. Den har en lavere produktions effektivitet, og opvarmningen af materialer før formning kan føre til overfladeoxidation, hvilket resulterer i en upræget udseende for de eksponerede dele. Derfor kræves ofte yderligere bearbejdning for at opfylde specifikationer. Processen indebærer opvarmning af materialet til høje temperaturer for at blødføre det, efterfulgt af formning i en hullighed. De fleste materialer bliver skabne ved højere temperature, hvilket eliminerer behovet for særlig behandling, forudsat at de ønskede mekaniske egenskaber opnås gennem varmebehandling.

Fordele:

1. Evne til at behandle større og længere dele.

2. Lavere udstyrsinvesteringsefterkrav.

Ulemper:

1. Reduceret produktionseffektivitet.

2. Forårsager ulige og uattraktive overflader.

3. Toleranceforskelle og knivspørgsmål, der kræver yderligere bearbejdning.

4. Bedst egnet til simple designe; komplekse dele kræver flere bearbejdningstrin.

III. Maskinbearbejdning

Denne metode omfatter skrue, fræsning, bore, skæring og andre maskinbearbejdningsteknikker, hvilket resulterer i meget lav proceseffektivitet. Materialerne, der bruges i denne proces, skal kunne undergå varmebehandling for at opnå den nødvendige ydeevne.

Fordele:

1. Opnåelse af optimale dimensionsmærker, hvilket gør det egnet til komponenter med stramme tolerancerekrav.

2. Evne til at fremstille et begrænset antal tilpassede håndlavede prøver.

Ulemper:

1. Ekstremt lav effektivitet, hvilket gør det upassende til masseproduktion.

2. Høje bearbejdningomkostninger.