Hvad er de 3 almindelige fremstillingsprocesser for fastgørelseselementer? Danmark

Fasteners er essentielle komponenter, der anvendes på tværs af forskellige industrier, med et dagligt forbrug på hundreder af milliarder. I en enkelt bil bruges der typisk over 2,000 fastgørelseselementer. Denne artikel vil undersøge de forskellige forarbejdningsteknikker for disse fastgørelseselementer og materialerne forbundet med hver metode.

I. Kold overskrift

Kold overskrift er den vigtigste behandlingsteknik, der bruges på vores fabrik til fremstilling af fastgørelseselementer.

Denne metode anvender kold-heading maskiner til at skabe bolte, skruer, møtrikker, nitter og stifter. Produktionseffektiviteten af ​​kold heading er bemærkelsesværdig høj, i gennemsnit 120 stykker i minuttet, med avanceret udstyr, der er i stand til at overstige 300 stykker i minuttet. Som et resultat er over 95 % af de tilgængelige bolte på markedet produceret ved hjælp af denne teknik. Processen indebærer plastisk deformation af materiale ved stuetemperatur, der omdanner rund tråd til kolde emner. Disse emner gennemgår derefter trådvalsning, varmebehandling, overfladebehandling og andre efterbehandlingsprocesser for at fremstille det endelige produkt. Da behandlingen sker ved stuetemperatur, vælges materialer med overlegen plasticitet.

fordele:

1. Høj produktionseffektivitet, ideel til storskala fremstilling.

2. Fremragende materialeudnyttelse, da det typisk genererer minimalt affald.

3. Produkter udviser stærk metalflowlinjeintegritet, mekaniske egenskaber og træthedsmodstand, da de ikke kræver yderligere bearbejdning.

Ulemper:

1. Komplekse komponenter nødvendiggør multi-station kold heading maskiner, hvilket kan være dyrt.

2. Omkostningerne ved at danne forme er relativt høje sammenlignet med andre metoder.

3. Det er ikke egnet til behandling af store eller lange stykker.

II. Varm smedning

Denne teknik bruges hovedsageligt til bearbejdning af bolte og stifter gennem stansepresser og hydrauliske presser. Det har lavere produktionseffektivitet, og opvarmning af materialer før støbning kan føre til overfladeoxidation, hvilket resulterer i et uattraktivt udseende for de udsatte dele. Derfor kræves der ofte yderligere bearbejdning for at opfylde specifikationerne. Processen involverer opvarmning af materialet til høje temperaturer for at blødgøre det, efterfulgt af støbning i et hulrum. De fleste materialer bliver formbare ved forhøjede temperaturer, hvilket eliminerer behovet for specialbehandling, forudsat at de ønskede mekaniske egenskaber opnås gennem varmebehandling.

fordele:

1. Evne til at bearbejde større og længere stykker.

2. Lavere krav til udstyrsinvestering.

Ulemper:

1. Reduceret produktionseffektivitet.

2. Medfører ujævne og uinteressante overflader.

3. Tolerance- og gratproblemer, der kræver yderligere bearbejdning.

4. Bedst egnet til simple designs; komplekse dele nødvendiggør yderligere behandlingstrin.

III. Bearbejdning

Denne metode omfatter drejning, fræsning, boring, skæring og andre bearbejdningsteknikker, hvilket resulterer i meget lav bearbejdningseffektivitet. Materialerne, der anvendes i denne proces, skal være i stand til at gennemgå varmebehandling for at opnå den nødvendige ydeevne.

fordele:

1. Opnåelse af optimale dimensionstolerancer, hvilket gør den velegnet til komponenter med strenge tolerancekrav.

2. Evne til at producere et begrænset antal håndlavede specialdesignede prøver.

Ulemper:

1. Ekstremt lav effektivitet, hvilket gør den uegnet til masseproduktion.

2. Høje behandlingsomkostninger.